Find ud af om dine støddæmpere skal skiftes

StøddæmperEr du i tvivl om, om støddæmperne i din bil skal skiftes ud? Har du problemer med, at bilen er ustabil, eller at den hopper under kørslen? Oplever du tit, at bilen lækker?

Så er det måske på tide, at du får udskiftet støddæmperne i din bil.

I denne artikel kan du læse mere om, hvornår støddæmperne skal skiftes, hvordan det foregår, og hvilket prisleje sådan en reparation befinder sig i.

Tegn på at du skal have nye støddæmpere i din bil

De mest tydelige symptomer på, at du har brug for en udskiftning af støddæmpere, er: Når der er ujævnheder på vejen, mærkes det tydeligt inde i kabinen.

Bilen er i det hele taget ustabil, og den hopper op og ned under kørslen. Du vil sommetider opleve, at dækkene ikke har kontakt med vejen, ligesom bilen vil have tendens til at lække. Det sidste kan du finde ud af ved at tjekke under bilen, når den har været parkeret det samme sted et stykke tid.

Hvis du oplever flere af disse ting, når du er ude at køre i din bil, bør du helt sikkert overveje at undersøge, om støddæmperne i din bil skal udskiftes eller repareres. Som grundregel mener man, at du bør udskifte dine støddæmpere efter hver 80.000 km, din bil har kørt.

Dette kan selvfølgelig variere alt efter, hvilken type bil du har, hvor gammel den er, og hvilket terræn du kører i. Hvis du for eksempel kører meget på grusveje eller andet ujævnt terræn, vil du hurtigere bemærke, når støddæmperne i din bil trænger til at blive skiftet ud.

Nem test af din bils støddæmpere

Du behøver ikke tage ind til mekanikeren for at finde ud af, om støddæmperne i din bil skal skiftes ud eller ej. Du kan lave denne lille og simple test derhjemme, så du slipper for endnu en regning fra autoværkstedet.

Det, du skal gøre, er at give din bil et ordentlig skub ned mod jorden, mens du står omme ved bagenden af bilen. Hvis din bil hopper op og ned nogle gange, er det et tegn på, at støddæmperne ikke gør deres arbejde godt nok. I den situation bør du køre bilen på værksted og få skiftet støddæmperne ud.

Det er en god idé at få støddæmperne tjekket, hver gang din bil har kørt 20.000 km. På den måde undgår du ulykker eller unødvendigt store regninger, og støddæmperne kan hurtigt blive tjekket, når du alligevel har bilen ved mekaniker.

Undersøgelser har vist, at op mod halvdelen af alle biler kører med defekte støddæmpere, og derfor kan det være en god idé at undersøge, om det også gælder din bil. I sidste ende kommer det i høj grad dig selv til gode, når du har velfungerende støddæmpere i din bil, idet det giver en meget mere behagelig og rolig køretur.

Hvad er en støddæmper?

Men hvad er støddæmpere egentligt, tænker du måske. Og bare rolig, her er ingen spørgsmål dumme, og vi forklarer gerne, hvad en støddæmper er for en tingest. Sagt på en simpel måde er støddæmpere store fjedre, der er ret avancerede, og som sidder fast på din bils karosse. Støddæmperne er beholdere med form som en cylinder, og de er fyldt med gas eller væske. Dette er grunden til, at du kan opleve, at bilen lækker, når støddæmperne er ved at have udtjent deres værnepligt.

Støddæmperne er placeret i nogle ophæng fra bilens karosseri, som er forbundet med stænger mellem hjulene på din bil. Deres vigtigste rolle er at fjerne de rystelser og pludselige bevægelser, som ellers ville præge køreturen. Det sker ved, at stemplerne inde i cylinderne bevæger sig i op og ned i små stød, når du kører over et bump på vejen, og væsken eller gassen inde i beholderen er det, der fjerner trykket fra rystelserne.

Det er i høj grad støddæmpernes effektivitet, der bestemmer, hvor behagelig din køretur bliver.

Hvis din bil er fremstillet efter 1995, hvad de fleste biler på vejene efterhånden er, har den højst sandsynligt støddæmperne forbundet med baghjulene, og det der kaldes hydraulisk montering foran. Skulle din bil være af ældre dato, eller kører du rundt i en lastbil, kan der være støddæmpere på alle fire hjul.

Rating: 5.0/5. From 1 vote.
Please wait...
DEL