Sådan får du skrotpræmie for din bil

66

Når din bil bliver så gammel og slidt, at den ikke mere er brugbar som transportmiddel, er det din pligt som ejer at sørge for, at den skrottes forsvarligt og efter de gældende regler. Benytter du dig af skrotningsgodtgørelsesordningen, kan du få en godtgørelse på 2200 kr. i skrotpræmie for din skrotbil.

Miljøgodkendt autoophugger

Det kræver dog, at du henvender dig til en autoophugger, der er miljøgodkendt og, at bilen ikke blev afmeldt inden 1/7 2000. Når du kører bilen til autoophugger, skal du medbringe registreringsattesten på bilen. Har du afmeldt bilen på forhånd og afleveret nummerpladerne, skal du have enten registreringsattesten med eller et papir, der viser at nummerpladerne er indleveret.

Skrotningsattest

Når man afleverer en bil til skrotning, skal man have en attest, der viser at skrotningen har fundet sted hos en godkendt ophugger. Attesten skal både underskrives af dig og autoophuggeren. Hvis ikke du er anført som ejer på registreringsattesten, må du ved hjælp af en kontrakt eller slutseddel kunne bevise, at du er den retmæssige ejer af bilen. Kontrakt eller slutseddel skal være underskrevet af den ejer, der sidst står anført på registreringsattesten.

Undtagelser

Der er desværre et par undtagelser i forhold til, hvilke biler man som ejer kan få skrotningsgodtgørelse for. Undtagelserne er biler, der har en totalvægt på mere end 3500 kg. Vejer din bil så meget, kan der ikke udbetales en skrotpræmie. Den anden undtagelse gælder for skrotbiler, som kan befordre otte personer ud over føreren af bilen.

Det kan være helt gratis

Fra du kører din bil til skrotning, vil der være en sagsbehandlingstid på 2 – 3 dage før pengene fra skrotpræmien er på din konto. Det kan kun anbefales at benytte ophuggere, der arbejder med miljørigtig skrotning og som er godkendt. Er autoophuggeren ydermere en af dem, der har en aftale med en bilimportør, er det helt gratis at afleverer sin bil til skrotning. Er ophuggeren du vælger ikke i den skrotordning som bilimportørerne har, kan vedkommende selv fastsætte en pris.

Producentansvar

Sideløbende med skrotningsgodtgørelsesordningen gælder det man kalder producentansvar. Ved producentansvar forstås at en bilproducent og en bilimportør bærer ansvaret for, at bilejere ganske gratis kan få skrottet deres udtjente biler på en miljømæssig ansvarlig måde. Selvom man ikke kan få skrotningsgodtgørelse for sin bil, fordi den er for gammel, kan man altid på grund af producentansvaret aflevere bilen gratis uanset dens alder hos de autoophuggere, der har aftaler med bilimportører.

Spar penge ved selv at afmelde bilen

Når bilen er afleveret hos ophuggeren, skal der indsendes en attest for, at den er skrottet og bilens nummerplader skal afmeldes. Det vil en autoophugger ofte tage 250 kr. for. De fratrækkes så den skrotpræmie på 2200 kr. du har ret til. Du kan undgå at betale de 250 kr., ved selv at afmelde bilen og ved selv at indsende attesten på skrotningen. Vær opmærksom på, at der er en del autoophuggere, der ikke er med i bilimportørernes ordning. Er de ikke det kan de fastsætte prisen for skrotningen selv. Det er derfor en god ide at ringe og forhører sig om prisen først.

No votes yet.
Please wait...
DEL